top of page

  Værdigrundlag    

Værdier

 

Vorupør Fribørnehus er en hyggelig lille børnehave og vuggestue, oprettet som privat børnehus i 2015. Vi er p.t. normeret til 56 børn. Vi tilstræber at der er en god atmosfære i huset, både blandt børn og voksne.


Vi lægger vægt på at være en lille og overskuelig institution, med de fordele det giver.
Grundet vores beskedne størrelse, vil vi altid hurtigt kunne vurdere på det enkelte barns trivsel og udvikling, og hurtigt sætte ind med nye tiltag, når dette er nødvendigt.

Udgangspunktet for vores arbejde med børnene er, at vi forsøger at danne et fællesskab af omsorgsfulde, selvstændigt tænkende og initiativrige individer.
Det er vigtigt for os at fremme det enkelte barns stærke sider og støtte op omkring de områder, hvor barnet har behov for hjælp.

Vi arbejder med at inddrage børnene i et forpligtende og omsorgsfyldt fællesskab. Dette gør vi blandt andet ved, at vi lader de større børn videregive deres erfaringer til de mindre, naturligvis under vejledning af de voksne.

Da vi mener, at selvstændighed og initiativrigdom er nøgleord i det samfund lever i, gør vi meget ud af at fremme børns lyst til begge dele. Vi forsøger bl.a. at minimere afbrud i børnenes hverdag, således at de oplever, at der er mulighed for at opnå at lege sammenhængende. Derved når de ind i "fantasiens bobbel", hvor der kan tænkes kreativt i forhold til leg og idé-udvikling,

dog hele tiden forankret i værdien omkring en forpligtigelse til det fællesskab, vi lever i. Dette gør vi blandt andet ved at give børnene pligter og rettigheder svarende til det enkelte barns udvikling.

Alle disse tiltag laves i et tæt og forpligtende samarbejde med barnets forældre.

 

Pædagogiske værdier.
I Børnehuset arbejder vi ud fra nogle pædagogiske værdier, som vi vægter højt i dagligdagen.
 
Værdiarbejdet er samlet under fire overskrifter:

 

  • Se barnet.

Vi vil møde barnet, hvor det er - igennem iagttagelser og dialog, vil vi støtte og udfordre barnet til videre udvikling. Dette i tæt samarbejde med forældrene.
 

  • Kreativitet.

Vi vil give børnene mulighed for at udtrykke sig igennem forskellige udtryksformer. Både i fastlagte rammer og i det spontane - herunder også den kreative udfoldelse i leg.
 

  • Omsorg.

Vi har fokus på, at alle børn skal føle sig trygge. Vi er opmærksomme på, at omsorgsbegrebet er tilstede i alle relationer, altid med ansvaret hos den voksne.
 

  • Dialog.

Vi ønsker en åben og ærlig dialog. Vi er opmærksomme på, at tonen i huset har stor betydning. Vi ligger stor vægt på at arbejde for et godt og tillidsfuldt forældresamarbejde.

bottom of page